Jeg ved ikke hvordan mit Hjærte er fat, det holder mig vaagen den langsomme Nat. Snart banker min Puls som en Hund der gjør, snart ligger den stille, det er som den dør. Jeg hejser Gardinet: det blaaner af Dag, Is hænger fra Rænden paa Badstuens Tag. Jeg lister i Marken og lytter mig til et sært og skælvende Foraarets Spil. Det vaares saa godt i Marken og Dyrene vaagner til Flirten og Flir, alt Furuen sprækker med Kvae som Draaber af Livselixir. De Stjærner deroppe staar stille og blege, Fuglen begynder at lege. Det lysner de vide Vegne og en efter en vender Stjærnerne hjem, men ude ved Verdens Grænse en vifte af Ild bryder frem. Solen, Solen, Guds luende Øje, hviler paa Elv og Høje. Rørte en Troldmand ved Jorden? Alle dens aandende Barme gaar, alle dens Lemmer røres og alle dens Pulse slaar. Langs Elven driver der Morgendampe, det buldrer af Skrig og Kampe. Se, Vaaren er kommet i Dalen. Nu rømmer han Hiet den magre Bjørn, og højt over Vestens Bjærge sejler en kongelig Ørn. Men henne ved Husene reder en Skære til Bryllup i Tugt og Ære. Lad spille med Vaar over Jorden! Og ind i den store Naturens Musik der nynner en Lyd fra mit Hjærte, en Tak for hver Vaar jeg fik. Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde og Øjet blir vaadt af Væde.